På lager

2021 Meo-Camuzet - Vosnee Romanee 1 cru. LC

Pris pr. stk. 1.999,00  DKK

Méo-Camuzets to parceller på 1. Cru marken ‘Les Chaumes’ udgør ikke mindre end 2 ha., et sjældent privilegium for én producent! Begge ligger desuden ved foden af de berømte vinmarker La Tâche (Grand Cru) og Malconsorts (1. Cru), med en dybere og mere lerholdig jordbund end markerne omkring, og vender optimalt mod øst. Alt dette giver en tidlig modning. De fleste vinstokke er beplantet i 1950’erne og 1970’erne. De ældste vinstokke er sjovt nok dem, som producerer mest, men kvaliteten er fremragende og sukker/syre balancen er perfekt. De ‘yngste’ vinstokke producerer små druer, som giver blødere, delikate og knap så strukturerede vine. Vinene fra de to parceller giver en perfekt sammensætning!Vosne-Romanée ‘Les Chaumes’ har en naturlig finesse og blødhed, og man skal derfor arbejde lidt mere med vinen, for at få strukturen og kompleksiteten mere frem. Det betyder normalt en lidt længere og varmere gæring med flere omrøringer og en lidt længere modning på fad (15-16 måneder, ca. 30-40% nye fade). I årgange med lavere udbytte, klarer naturen det hele selv, og vinen får en naturlig balance.Det er en vin, som allerede i sin ungdom viser masser af finesse, frugt og harmoni, og den falder hurtigt på plads med modningen. Den har dog struktur og kompleksitet nok til mange års lagring. Den er meget klassisk Vosne-Romanée, med finesse og elegance. Måske en smule blødere og knap så kantet og struktureret som f. eks vine fra markerne les Brulées og Cros Parantoux, men med betydelig mere charme og harmoni. Forførende!Perfekt til retter med and, kalv, fuglevildt eller okse

Årgang
2021
Sulfitter
Tilsat
Område
Bourgogne
Alkoholfri
Ingen
Producent
Meo-Camuzet
Serveringsforslag
Kalv, Oksekød, Vildt
Drue
Pinot Noir
Proptype
Korkprop
Størrelse
0,75 liter
Alkohol %
13,5%
Land
Frankrig

Domaine Méo-Camuzet blev grundlagt i begyndelsen af 1900-tallet af Etienne Camuzet, som udover at være vinbonde i Vosne-Romanée også var repræsentant for Côte-d’Or i det franske deputeretkammer. Han erhvervede de fleste af de berømte og helt unikke parceller, som den dag i dag stadig hører til ejendommen, foruden ved at være den sidste ejer af Château du Clos de Vougeot, inden han solgte det til vinbroderskabet Confrérie du Tastevin. Parcellerne (i alt 2,9 ha.) på Clos de Vougeot, som Méo-Camuzet råder over, er blandt de absolut bedste på denne kendte Grand Cru-mark.

Etienne Camuzet’s datter, Maria Noirot, arvede domainet efter sin far, men da hun var barnløs ved sin død i 1959, testamenterede hun ejendommen til sit nærmeste familiemedlem, Jean Méo, som dengang var medlem af præsident de Gaulles stab. Maria Noirots ønske var, at alt skulle fortsætte som før på domainet, og Jean Méo fastholdt derfor ansættelsen af de såkaldte ”métayers” til at bestyre og drive domainet. Som løn for deres indsats fik de halvdelen af høsten, ganske som det ofte har været skik i Bourgogne. En af disse ”métayers” var den legendariske vinmager, Henri Jayer, som i øvrigt var personen bag ambitionen om, at vinene fra Domaine Méo-Camuzet til enhver tid skal kombinere struktur og finesse, koncentration og charme.

I 1985 begyndte man at sælge vinene fra Méo-Camuzet direkte fra ejendommen, og fra 1988 overtog Jean Méo også ansvaret for markerne, efterhånden som nogle af disse ”métayers” gik på pension. Siden 1989 har ledelsen været i hænderne på Jean Méos søn, Jean-Nicolas Méo, godt hjulpet af Christian Faurois, som selv har været ”métayer” på ejendommen.

Foruden druerne fra egne marker har Domaine Méo-Camuzet altid haft langtidskontrakter om køb af druer fra nogle få særligt udvalgte drueavlere, og vinene lavet på disse druer markedsføres under navnet ”Méo-Camuzet Frère & Soeurs”.

Gennem alle årene har denne stolte vinproducent været blandt de mest berømte og højest-estimerede i hele Bourgogne, og vinene fra Domaine Méo-Camuzet er med deres særlige status og ubestridelige kvaliteter blandt de mest efterspurgte hos (ikke mindst) de bedste restauranter i verden.