Philippe Bouzereau henter Pinot Noir-druerne til denne vin fra en lille parcel på 0,55 ha., beliggende i “Lieu-dit” Les Durots. Vinmarken ligger i den nordøstlige del af Meursault kommune, som primært producerer hvidvine, men i de marker, som ligger på grænsen til Volnay (som kun producerer rødvine), er det ikke ualmindeligt, at man dyrker Pinot Noir. Her, ved foden af skråningen, består undergrunden nemlig af blandede knuste sten fra bjerget og forskellige lerholdige sedimenter, som egner sig fint til denne druesort. Som de fleste vinmarker hos Domaine Philippe Bouzereau, er parcellen i overgang til økologisk dyrkning.
Druerne bliver håndplukket med en god sortering og transporteres til kælderen i små kasser af 25 kg. for at undgå masning. Efter en klassisk afstilkning af 80-100% af druerne (efter årgangen) og en skånsom masning gennemgår druerne en spontan gæring med druernes egen gær i åbne kar. Man foretager løbende sænkning af masken og omrøringer i mosten i de 15 dage, som gæringen varer. Efter en malolaktisk gæring modnes vinen i 18 måneder på franske fade af 228 l. Inden aftapning bliver vinen let klaret og ganske let filtreret, for at bevare frugten og finessen.