Brigaldara Amarone della Valpolicella Case Vecie
La Brigaldara er beliggende i hjertet af Valpolicella Classico distriktet, nærmere bestemt lidt uden for landsbyen San Floriano, der ligger en anelse nord-vest for Verona. Ejendommen – fysisk en smuk villa fra 1400-tallet, der nyder en betagende placering, omgivet af marker og oliventræer - drives med stor kyndighed af Stefano Cesari. Navnet Brigaldara ses første gang i et notat i et lokalt arkiv fra 1260 og henviser til en lille klynge gårde, selve villaens beliggenhed og det omkringliggende landområde.
Ejendommen har været i familiens eje siden 1929 og der har været flasket vin under eget navn siden 1979. Selve ejendommen råder over 50 ha jord og der flaskes årligt i omegnen af 250.000 flasker, idet der udelukkende anvendes egne druer. Markerne, hvoraf nogle få er lejede, er fortrinsvis beplantet med område-typiske sorter som Corvina Veronese, Corvinone, Rondinella og Molinara, men også Sangiovese finder vej i nogle af vinene, der alle synes at afspejle en ”somewhereness”, altså en særlig og unik lokalitet. De meget velanmeldte vine er generelt fyldige, men elegante, komplekse og saftige. Stilen er generøs og måske med en anelse mørkere frugt end det ofte ses fra området, og der anvendes både små og store fade i produktionen, afhængig af vintype.
Stefano Cesaris Amarone Case Vecie tager navn efter den ene af de to marker, der bidrager med druer. Case Vecie – venetiansk dialekt for ”de gamle huse” – er en mark, der ligger ca. 450 moh og har, som også marken Cavolo, et helt særligt meso-klima, der bidrager til vinens enestående individualitet. Sammenlignet med Amarone Classico får druerne til Case Vecie lov til at hænge længere på planterne og de modner langsom-mere og undergår efterfølgende en længere tørrings-periode på Brigaldaras fruttaio eller tørreloft, hvor de håndselekterede druer ligger i små tørrekasser. Resul-tatet er en Amarone af stor skønhed, personlighed og kompleksitet – en dyb, rig og sensuel vino da meditazione af høj klasse og stor harmoni. Den blander sig let med områdets bedste vine, med sin uover-trufne elegance og sin klare, rene frugtighed. Prøv den til efterårets kraftige retter med hårvildt eller som afslutning på en smagning af andre gode vine.
Årgang | 2015 |
---|---|
Sulfitter | Tilsat |
Område | Veneto |
Alkoholfri | Ingen |
Producent | Brigaldara |
Serveringsforslag | Blåskimmel, Oksekød, Vildt |
Drue | Corvina, Corvinone |
Proptype | Korkprop |
Størrelse | 0,75 liter |
Alkohol % | 16,5% |
Land | Italien |