Domaine Guy Bocard
Domainet omfatter i dag 5,8 hektar vinmarker i de bedste terroirs i hovedsageligt
Meursault, men også en smule i Auxey-Duresses. Familien Bocard har fremstillet vin i
mange generationer på deres vingård i hjertet af Meursault, men i efteråret 2018 valgte
Guy Bocard at sælge sin vingård til familien Derichebourg. Derichebourg familien har sat
gang i en større renovering af vingården samt en opdatering af produktionslinien, og der
bliver ikke sparret på noget kun det bedste er godt nok.
Siden 2019 er produktionen omlagt og dyrkes nu efter økologiske principper. Vinene
produceres altid med respekt for naturen og for udtrykket i hvert enkelt terroir. Druerne
høstes, når de er perfekt modne for at opnå størst mulig koncentration og kompleksitet. I
kældrene vinificeres efter traditionelle metoder, og vinene lagres på franske egetræsfade
fra 12 måneder og op til 24 måneder for premiers crus vinene.
René Mora - fra drueplukker til vinmager
René ankom fra Sydfrankrig til Bourgogne i 1989 og startede som drueplukker hos Guy
Bocard. Her forsatte han igennem 13 år og til sidst gik René side om side med Guy og
lærte markerne og vinmarkerne at kende. I 2001 søgte René nye udfordringer og
arbejdede frem til 2020 hos nogle af de mest anerkendte vinhuse i Bourgogne. Her blev
han kontaktet af Domaine Guy Bocard og spurgt om det ikke var tid til at han vendte
"hjem" og sluttede cirklen.
René er meget lidenskabelig omkring vinproduktionen og det med stor vægt på økologi.
Han lægger hele sit hjerte i hver enkelt vinstok, så du kan være sikker på, at hver vin er
lavet med ægte passion og kærlighed.