Muga Reserva er lavet efter sin vanlige super-opskrift på 70% Tempranillo, 20% Garnacha og sammenlagt 10% Graciano og Mazuelo fra et bredt udvalg af vinhusets marker i Rioja Alta.
Efter endt gæring og forlænget maceration har vinen lagret 2-3 måneder i store træbeholdere efterfulgt af 24 måneder i egetræsfade fra husets eget bødkeri, hvorfra bødkerne nøje udvælger de træer, der bedst egner sig. Herefter følger minimum 12 måneder i flaske før frigivelsen.
I den færdige vin forenes tempranillodruens karakteristik til perfektion med fadlagringen. Det giver sig indledningsvis til kende i form af sorte kirsebær, skovbund, mokka, trøfler, vanilje, kokos og tørrede blomster. På tungen er vinen saftig med masser af frisk rød frugt, bløde tanniner og en flot afstemt syre, der udgør et velskabt match til mange retter som f.eks. svinekoteletter, lam, intense pastaretter eller til krydrede vegetarretter med f.eks. svampe og squash.
Nydes vinen i sin ungdom, anbefaler vi iltning i 1-2 timer før servering. Alternativt kan den gemmes op til 20 år fra høståret og vil med tiden udvikle en endnu finere duft, blødere frugt og større kompleksitet.
Bodegas Muga blev grundlagt af Isaac Muga Martínez i 1932. I dag ligger vinkælderen i et smukt gammelt hus i Haro, Rioja Alta. Senere overtog sønnerne ledelsen af familiefirmaet, hvor deres sønner Manu, Juan, Jorge og Isaac Muga nu også er blevet optaget. Muga hører til den klassiske skole i Rioja: Gæringen og udblødning i træpersekar, langsom dekantering i løbet af vinteren, traditionel filtrering ved bundfældning samt klaring med friske æggehvider.
Kærligheden for tradition og klassik er dog langt fra ensbetydende med stagnering: År efter år bygges der på med viden om de særegne egenskaber ved hver eneste af deres marker og utallige parceller, der gør det muligt at dyrke dem på lige præcis den måde, der giver de bedste druer på dét specifikke sted.
Om det virker, kan du jo selv vurdere. I hvert fald bliver "basisvinen" Muga Reserva bedre og bedre for hver årgang, der kommer hjem, og vi ser ingen grund til, at det nogensinde skulle stoppe.
Traditionen kombineres med en klar fremtidsvision. Hos Muga er fade og tønder bødkerhåndværk som plejes omhyggeligt: De fremstiller selv deres tønder og fade ved anvendelse af amerikansk eg fra Ohio og Kentucky, samt fransk eg fra Allier.