Mere information
Fra 750.000 kasser temmelig ordinær vin …
Op til 1980’erne var Familien Seghesio en af de helt store operatører på Californiens
marked for bulkvine på købte druer, og fremstillede hvad der modsvarede 750.000 kasser
temmelig ordinær vin om året. Dette ændrede sig dramatisk, da den unge generation med
Peter og Ted Seghesio overtog styringen af ejendommen. De ville hellere fremstille
verdensklassevin fra familiens egne vinmarker, som var blevet tilplantet af oldefar
Edouardo Seghesio.
…til 30.000 kasser ekstraordinær vin
Familiens marker ligger i de bedste mikroklimaer i Sonoma, og de fleste af vinstokkene er
de oprindelige, som oldefaren havde udplantet helt tilbage til 1890’erne! Peter & Ted
overtalte resten af familien, og få år senere fremstillede de udelukkende vin fra egne
druer, høstet fra tudsegamle vinstokke. Den årlige produktion styrtdykkede til 30.000
kasser, men til gengæld er kvaliteten sublim. Seghesio regnes i dag for at være USA's
bedste Zinfandel-producent, og deres vine på Sangiovese og Petite Sirah er også helt i
særklasse.
Zinfandel - arbejdshest eller superstjerne?
Zinfandel-druen er i stand til at levere hæderlig kvalitet, også selvom man høster meget
store udbytter pr vinstok- så det gør de fleste vinbønder. Kun en lille håndfuld producenter
fremstiller vine i verdensklasse på Zinfandel, hvilket kræver, at man kun dyrker druen på
de bedste marker, og desuden begrænser udbyttet til et minimum.
Old Vine Zinfandel
Vinstokkene, der leverer druer til Seghesio’s Old Vine Zinfandel er i gennemsnit 90 år
gamle — og flere af dem har rundet de 100 år. Dermed er der tale om nogle af USA’s
ældste vinstokke. Høstudbyttet ligger i underkanten af 15 hektoliter pr. hektar eller knap
to glas vin pr. vinstok. Vinen er fadlagret på 100% nye fade, heraf 75% franske barriques.
Old Vine Zinfandel består af 92% Zinfandel, 7% Petite Sirah og 1% Alicante Bouschet.
I glasset byder vinen på en stor bouquet af fuldmoden bærfrugt og komplekst
sammensatte, mineralske nuancer. Smagen folder sig ud, lag efter lag, og åbenbarer en
kolossal rigdom og bredde, der holdes forbilledligt i ave af en kølig tannin, der gør den
magtfulde vin til en mega smagsoplevelse. Nyd vinen af rummelige glas op til femten år
fra høståret, gerne som ledsager til kraftigt vildt, oksekød eller lam.